As we continue to build a genetically diverse population of Stabyhoun in the UK, we want breeders considering exporting this precious cargo to have all the information available to help them decide and enjoy the experience. First-hand accounts of what it is like are much appreciated. The below article is from a breeder who exported a puppy to Scotland from Denmark in spring 2017.
Fra Danmark til Skotland
Som ny avler, gør man sig jo en hel del overvejelser vedrørende det kommende kuld hvalpe – avlsgodkendelse – valg af hanhund – avlsmål – socialisering – miljøtræning osv. – IKKE een gang havde jeg overvejet, at jeg skulle sende en hvalp til udlandet – men det blev heldigvis ændret.
“Hej Kira. Tilykke med det kommende kuld – hvor er det spændende! Må jeg spørge om, hvad mor og far hedder officielt?”
Sådan lød messenger beskeden 1. januar – 14 dage før termin. Jeg tænkte – hvorfor vil hun vide det? ………. og sådan startede Gydas rejse til Skotland.
Vigtigheden i international gen udveksling
Gyda, shortly before leaving for the UK
Christina Savage (formand for StabyhounUK) og jeg fik os nogle lange snakke over telefonen angående det sunde avlsarbejde. Christina og jeg er enige i ret mange ting vedr. avlsarbejde, men hvor jeg så en begrænsning i min tæve, så Christina en mulighed.
Nova (Violetta – Christina Nielsen) har ikke specielt fine udstillingspapirer og er hverken bedømt champion eller har været i den store ring – blot en enkelt excellent bedømmelse og 3 very good. Til gengæld er hun en fantastisk familiehund, der temperamentsmæssigt er værd at avle på. Mit mål for min avl var ikke at avle en top placeret udstillingshund – men en adræt kærlig familiehund, der ville kunne bruges til hundesport ex. agility. Dette mål var også afgørende for mit valg af hanhund Stabyworlds Duplo Frost Fan Leffe- en fantastisk skøn hund med det dejligste temperament (jeg mødte ham flere gange – også på bopælen – før jeg traf det endelige valg) – at han så samtidig ser superlækker ud (excellent bedømmelser) og har nogle gode genlinier, var jo kun et plus.
Men den stabyhoun, der fuldstændig 100% matcher racestandarden, er endnu ikke født og da jo både mor og far selvfølgelig er godkendt til avl – og begge forældre har et fantastisk sind, så er kuldet også 100% velegnet til at bygge videre på i forhold til avl.
Jeg troede blot, at man kun eksporterede hunde med særligt fine papirer – eller efter hunde med særligt fine bedømmelser – men der tog jeg fejl.
Uhada – Kan jeg det???
Selvfølgelig gjorde jeg mig mange overvejelser førend, jeg sagde ja. Christina Søs Savage havde grundigt forklaret mig om de forskellige regler mht karantæne, transport og vaccinationer for eksport af hunde til UK og det var selvfølgelig noget, jeg skulle forholde mig til.
Jeg tænkte i første omgang også på om Nova var fin nok? Om kuldet ville blive fint nok? – hvad nu hvis ikke?
Desuden var det planen, at hvalpene skulle være en del af familien og bo i huset, som os andre, og så er det jo af lidt betydning, hvor længe der skal være ommøbleret? Hvor længe haven skal været hegnet ind som Fort Knox? Hvor længe man skal passe/opdrage/stimulere dem og være i et konstant tidspres? Hvor længe ens nattesøvn ikke skal passes osv. Var jeg indstillet på at skulle yde det ekstra, i at skulle have en hvalp i yderligere 7 uger – den skal så også opdrages, renlighedtrænes og lydighedstrænes. Var jeg indstillet på, at Novas træningsbehov måske skulle tilsidesættes i en længere periode end først antaget? Og hvad med vores planlagte ferie? Og kommer jeg nogen sinde til at se hende (Gyda) igen? Ligeledes var vi i familien lidt bekymrede over, om vi ville kunne klare at sende en hvalp afsted, når den var 15 uger gammel – ville vi være for tæt knyttet til den?
Tankerne var mange og dette er blot nogle af dem.
Vi diskuterede det meget i familien – havde familiemøder – og med næsten 100% engagement, blev vi enige om, at den opgave kunne vi godt magte og håndtere og begyndte at glæde os over denne spændende udvikling – også at kunne bidrage i internationalt avlsarbejde. Vi var faktisk også en lille smule stolte og duperede. Det var, oveni at skulle have et kuld hvalpe, yderligere ret spændende.
Jeg kontaktede Christina, som sendte os nogle ansøgninger fra den engelske pulje af ventende håbefulde købere, og som matchede den type hjem, jeg som avler, håbede at kunne få til mine hvalpe. Jeg fik ansøgningerne via mail og kunne således i ro sammen med familien forholde mig til dem. På ansøgningen var beskrevet en lang række spørgsmål bl.a. familieforhold, type af hjem, antal alenetimer, avlsønsker, andre dyr i hjemmet osv. osv. Vi blev meget hurtigt enige om, at særligt een familie skilte sig ud, og det var en enig dansk familie, der valgte Gydas kommende hjem i Skotland. Gyda var på det tidspunkt blot nogle få timer gammel. En stor bonus ved at have en kommende køber SÅ tidligt i forløbet, var deres udtalte begejstring og glæde – vi kunne mærke den helt herhjemme i Danmark – og kunne dele vores fantastiske glæde fuldstændigt uhæmmet med nogle, der næsten ikke kunne få hvalpespam nok.
Hvalpeliv – i karantæne hos mor
At opfostre et kuld hvalpe er, og har været, en kæmpe oplevelse, en kæmpe glæde, og en kæmpe “alting”, som jeg på ingen måde ville være foruden. Det er også et kæmpe arbejde – som har taget alt min fritid (og lidt af af min arbejdstid), og jeg kan stå inde for, at kuldet har fået den sociale og miljømæssige stimulation, der skal til for at give en lille hund de bedst mulige forudsætninger for at blive en robust, kærlig og glad hund. Jeg – dvs. Nova fik 6 tævehvalpe. Der er ikke gjort forskel på om hvalpene skulle til Lolland eller Lochwinnoch, indsatsen var det samme. Af de 6 hvalpe skulle to hvalpe blive hos os lidt længere. Chloe til hun var 11 uger og Gyda til hun var knapt 16 uger. De to hvalpe havde meget stor glæde af hinanden – det var en fornøjelse.
Når en hvalp skal eksporteres til UK, er der nogle særlige regler. Hvalpen skal rabies vaccineres, når den er 12 uger, og derefter er den vente i 21 dage.
Ligesom de øvrige købere – havde jeg haft en hyppig dialog med mine skotske købere, og fordi de havde muligheden, var de på besøg her i DK to gange, før de endelig skulle hente hende hjem til Skotland efter endt karantæne. Jeg havde aftalt med dem (fordi jeg gerne ville – det var ikke et krav) at jeg skulle gå til hvalpetræning med Gyda. Det var super dejligt for mig, at se hende agere i offentligt rum og på fremmed jord, uden de andre hvalpe og uden sin mor til støtte og support. Det var super dejligt og en stor tilfredsstillelse at kunne træne hende individuelt og se hende udvikle sig – og jeg nød det til fulde (det meste af tiden)- men jeg har også måtte rive mig i håret og trække vejret dybt, når hun kom løbende ind ad den åbne dør og satte sig og tissede på gulvet , -eller da hun, da hendes søster blev hentet, åd og flænsede mit tapet. Liiiiige der kunne jeg godt mærke, at overskuddet ikke helt var det samme, som det ville have været, hvis det havde været vores egen lille hvalp til at beholde. Når det så er sagt, er hende her også samtidig blevet mere forkælet, end hun ville have været blevet, hvis hun havde været vores for evigt – f.eks. sover Nova IKKE i min seng og ligger ikke i møblerne.
En Fantastisk tid – jeg gør det igen
Alt i alt har det været en fantastisk tid – både før og efter de øvrige hvalpe kom til deres nye hjem. Men afrundingen af den meget intense tid med 6 hvalpe, med en mere stille periode – en mental udslusningsfase- har været perfekt for mig og de problemer og bekymringer, jeg så før eksport beslutningen, viste sig jo sagtens at kunne løses.
Nu sidder jeg tilbage – her i Farum – og nyder roen, tiden med min familie, min nattesøvn og tiden og træningen med min dejlige hund – men savner også mine hvalpe – særligt Chloe og Gyda – helt vildt – jeg hungrer efter billeder og nyheder – og får dem heldigvis ofte – for de bliver givet ganske frivilligt af deres nye dejlige familier.
Jeg NYDER at få nyheder og billeder af de skønne små, der alt for hurtigt bliver store og langbenede og jeg vil helt klart anbefale jer at prøve det – både at avle men også at gå skridtet videre at eksportere en hvalp.
Jeg gør det igen – om et par år.
I UK er der ikke nogle hunde med samme genlinier som mine hvalpe, og for UK ville det være en åbenlys mulighed for at få friskt blod til racen og det engelske avlsarbejde. At vi som avlere er villige til at ofre det lidt ekstra i at exportere en hvalp, ser jeg som en nødvendighed for at udbrede racen og for dens fortsatte sundhed. Gyda er mit bidrag til dette arbejde og jeg krydser fingre, for at hun kan komme gennem alle avlsnåleøjer og glæde os alle med lækre små stabyhvalpe – men hvis ikke, er hun i bund og grund og først og fremmest familiehund til stor glæde for Karen og Mark.
Skrevet af Kira Meyhoff-Madsen
Med stor tak fra Stabyhoun UK og en meget glad Stabyhoun familie i Skotland
